Brunelli Wine

Vores årelange venskab med dette vidunderlige sted har skabt et bånd, som vi gerne vil dele med jer. Vi har ret så ofte boet på vingården i løbet af vores sommerferie, og vi har elsket det hver gang. Vores børn har været med, helt fra de var små, og elsker lejligheden med marmor, løvefodsbadekar og dejlig store senge og ikke mindst familien Brunelli. Vi voksne deler denne passion for stedet og folkene. Samtidig emmer stedet af ro med marker hele vejen omkring og med udsyn til kirken på bakken. Det betyder ikke, at der er ro i butikken.... Der er de fleste dage ret mange besøgende og det forstår vi godt. Dette skønne sted producerer helt fantastisk vin!!!
Familien Brunelli's egen fortælling:
Dove si incontrano - Uomo e natura

Allerede fra 1700-tallet har navnet Brunelli været tæt forbundet med byen San Pietro in Cariano, der ligger midt i Valpolicella Classica, et af Italiens smukkeste og mest prestigefyldte vinområder. I Valpolicella mødes forskellige faktorer i et perfekt samspil.
Fra beliggenheden nordvest for Verona tæt på Gardasøen, til en kalkholdig jordbund rig på mineraler, samt en fortryllende sammensætning af egnstypiske vinsorter, hvis vækst begunstiges af et varmt og ventileret middelhavsklima med milde briser fra Gardasøen. Dertil den ideelle syd-sydvestvendte placering kombineret med et kyndigt arbejde i vinmarken og den enestående teknik med at tørre vindruerne (appassimento), som favoriserer koncentrationen af sukkerrige stoffer og ekstrakter i druerne.
Det er i dette område, hvor traditionen for vindyrkning har rødder langt tilbage i fortiden, at familien Brunelli generation efter generation med stort engagement har frembragt deres fortolkninger af Amarone og værnet om en storslået vinplantearv.
Luigi Brunelli, vinmager, ønolog og håndværker, skaber med egne hænder og med familiens hjælp et elegant produkt af enestående kvalitet. Det er Luigis overbevisning, at hver vin har sin helt egen historie i forhold til nydelse, følelser og specielle stemninger. Familien Brunellis vin besnærer og forfører os på harmonisk og elegant vis ind i en magisk og bevægende verden, hvor der fortælles om styrken og smagen af jordbundens frugter og af vinplanten, som gror der.
Dette koncept er en dybt integreret del af vingårdens identitet, da Brunelli familien ønsker at være tro mod de værdier, der i flere generationer har kendetegnet og stadig står som familiens pejlemærker.
Vingården drives i dag af Alberto, hans far Luigi og hans mor Luciana. Hun har med sin ekspertise og sin umådelige entusiasme kreeret et udsøgt sortiment af vine, der er præget af enten maskuline eller feminine egenskaber. Det siges, at vinens personlighed afspejler de følelser, som kendetegner dens skaber. Dette gælder i høj grad for Brunellis vine. Vi opdager således, at Amarone Riserva Campo del Titari, med dens markante og kompromisløse karakter, fremmaner billedet af den beslutsomme og gådefulde landmand Luigi. Lucianas søde og fine sind med den kvindelige respekt for traditioner afspejles derimod i nuancerne Amarone Riserva Campo Inferi.
Familien Brunelli deler gerne mere med dig HER



